Mit næste projekt lyder på en pilesæk:
Vi kender pilesække fra talrige illustrationer af engelske bueskytter, her illustreret af den kendte antikvar Francis Grose i 1777. Dengang blev en velbevaret sæk opbevaret i Canterbury - nu menes den at være gået tabt engang under 2. verdenskrig.
For alsidighedens skyld, og for sjov selvfølgelig, bliver en anden model også tilvirket - her billeder fra Schilling Chronicle af engelske bueskytter i Charles the Bolds hær som led nederlag ved Nancy i januar 1477.
De to ovenstående modeller bygger på samme behov for at holde fanerne på pilene adskildt og beskyttet mod vind og vejr, samtidigt en måde at opbevarer dem på.
Det der adskiller de to pilesække fra hinanden er udførelsen.
Den øverste herefter kaldet Grose modellen (efter antikvaren) bygger på en hvid sæk, sandsynligvis noget tykt linned eller hør, med hul i begge ender, som lukkes med snor. 3/4 oppe af sækken er der syet en læderdisk i. Læderdisken indeholder 24 huller og er ca. 6" i diameter. Læderdisken er hærdet så den er at sammenligne med et stykke træ. På engelsk "a sheaf of arrows".
Den anden model kendes, såvidt jeg ved, kun fra Schilling Chronicle. Den er ligeledes af hvidt hør eller linned og ser ud til at være spændt ud over et stativ af en slags, sandsynligvis pileflet.
Specielt er det, at det ser ud som om at pilespidserne stikker op af sækken, hvilket positionerer fanerne nederst hvor sækken er bredest hvilket giver mening. Dog er det interessant at alle pilene ser ud til at være lige lange, hvilket betyder at de ikke opererer med forskellig pilelængder til forskellige afstande som Sir John Smythe, 1534-1607link, foreslår i sin bog Certain Discourses.
Interessant er det at illustratoren på billederne fremhæver forskellige ting i billedet ved tegne dem større. Derfor ser vi de korte jacks med høj krave, samt den store pilesæk, som værende noget usædvanligt - måske noget eksklusivt for de bueskytter der havde søgt lykken i Burgundiet, måske i sidste ende bare en fortegnelse af den almindelige Grose pilesæk.
Med hjælp fra pileflettersken bedre kendt som flettemette skal jeg sideløbende tilvirke begge pilesække og prøve dem af og komme med en praktisk vurdering af begge.
Er der evt. nogle af læserne som har praktiske erfaringer ?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar